Ølstykke Badmintonklubs ungdomsafdeling i medvind
Klub: Ølstykke Badminton Club
Publiceret af: Lars Rieneck
Dato: 12-04-2013 13:37:21
Kategori: Generelt
     

Ølstykke Badmintonklub har oplevet rigtig god opbakning til stævner og arrangementer i indeværende sæson, og samtidig har klubben haft mange successer ved de store stævner. Tilgangen af nye medlemmer har været stor, og ungdomsafdelingen tæller nu 120 medlemmer.

 

Sjællandsmesterskaberne blev afholdt i december sidste år, og ØBCs ungdomsspillere havde 3 guld-, 3 sølv- og 8 bronzemedaljer med hjem fra stævnet. 6 spillere var med til det meget levende og stort anlagte finalestævne i Karlslunde. De 3 guldmedaljer blev hjemtaget af Laura Emborg, Tobias Bjørn Larsen og Amalie Højmark Nielsen.

 

Ved udtagelsesstævnet til de individuelle landsmesterskaber kvalificerede 28 Ølstykkespillere sig. Arrangørerne havde i år ændret reglerne, så flere fra Nordsjælland kunne kvalificere sig, men den fantastiske opbakning fra klubbens unge spillere kunne ses ved, at 26 af de 28 kvalificerede spillere tilmeldte sig og deltog i Landsmesterskaberne i Jylland. Ølstykke er blandt de klubber, der havde flest spillere med fra Nordsjælland i årgangene U11, U13 og U15. For klubben betyder det, at flere spillere udvikler sig og bliver bedre.

 

De individuelle landsmesterskaber foregik over flere weekender i henholdsvis Vejen og Fredericia, alt efter årgang. Natasja Palmelund var den stolte vinder af guldmedalje i årgangen U11’s bedste række – og klubben er lige så stolt. Ud over Natasjas førsteplads fik vi 2 anden- og 2 tredjepladser.

 

Hermed var landsmesterskaberne ikke slut, idet 3 af vores 4 hold i DGIs holdturnering havde kvalificeret sig til landsmesterskab for hold i Jylland, som netop er overstået. Vi havde hold med i årgangene U11, U13 og U15. ØBCs U11 hold vandt guldmedaljer og kan nu kalde sig landsmestre. På holdet spillede Sascha Skov Hartvig Jensen, Mathilde Norlund Jensen, Mathias Bønlykke Faaborg og Asger Elkjær Jørgensen.

 

Det med successen er ikke helt fremmed for ØBC, idet 14 af klubbens unge er blevet inviteret til Egedal Kommunes uddeling af mesterskabspriser – kommunen hædrer hvert år idrætsudøvere, der har opnået særlige gode sportslige resultater i det forgangne år.

 

Flemming Jørgensen, på vegne af

Ølstykke Badmintonklubs Ungdomsudvalg, 8. april 2013



 

 
Ølstykke Badminton Club | Tranekærvej 2 , 3650 Ølstykke | - | oelstykkebc@gmail.co​m
CVR nr.: 50529053 Danske Bank 1551 3168 240 244